Historien bag GT Bøgestrømmen
 


Mandag den 2. februar 1885
blev der indkaldt til stiftende generalforsamling for oprettelse af Gymnastikforeningen for Stege og Omegn.

Mænd fra købstadens bedre borgerskab mødte frem i Hotel Harmoniens sal - man fik vedtaget foreningens vedtægter, og man fik valgt en bestyrelse.
Foreningens første formand blev kredslæge Julius Randbøll, foreningens første instruktør blev lærer & kantor Lauritz Chr. Serritzlew, øjensynlig på grund af hans præcise og klangfulde kommando.
 
Foreningens navn blev. Stege Gymnastikforening af 1885 (SGF).
 
Den nye forening var en typisk købstadsgymnastikforening - lidt konservativ og lidt for det bedre borgerskabs mænd og drenge. Man dyrkede den dansk/tyske gymnastik, der var meget stillestående og havde sit ophav i den tyske turn.
 
I de første år var foreningens gymnastiske aktiviteter udelukkende for drenge og mænd, men i slutningen af 1890érne oprettedes der også hold for piger og kvinder.
 
SGF trænede dels i Hotel Harmoniens sal og i Stege Skoles gymnastikhus - opvisningerne blev afviklet i Harmoniens store sal og senere i Skydevængets pavillon - ligeledes afvikledes der store sommergymnastikstævner i selve Skydevænget i samarbejde med skytteforeningernes gymnaster.
 
Den 31. oktober 1907 fusionerede SGF og Stege Boldklub og stiftede Stege Idræts Forening (SIF), hvis første formand blev Hr. N. Schreiber.
 
De første år i SIF var vanskelige for gymnasterne - dels skulle gymnastikhuset bruges til gudstjenester og dels havde fodboldspillerne ikke høje tanker om kropsfikserede mennesker.
 
Med på trods af disse besværligheder havde SIF store og dygtige gymnastikhold af begge køn- i 1912 deltog en håndfuld mandlige gymnaster på skytternes store landshold, der deltog i de Olympiske lege i Stockholm.
 
Kvinderne havde det fortsat svært i SIF - de måtte kæmpe for deres berettigelse, men også mændene havde deres at slås med, de blev nemlig opfordret til at blive fodboldspillere.
 
I alle årene, helt frem til 1964, var der gymnastik i SIF, og man havde et fremragende samarbejde med Gymnastik og Svømmeforeningen "Hermes" og med Københavns kvindelige Gymnastikforening. "Hermes og KKG besøgte ofte Stege. "Hermes´s" landsholdsgymnaster- og svømmere har mange gange begejstret det mønske publikum hhv. på stadion og i Stege kulhavn.
 
I det daglige havde man gymnastikkonkurrencer med Kalvehave Gymnastikforening og semenariet i Vordingborg.

I 1929 havde de damer, Frk. Else, Bodil og Grethe Funck, fået nok af SIF´s kvindefjendske holdning og den 29. oktober 1929 stiftedes Gymnastikforeningen "KVIK" - foreningens første formand blev Bodil Funck, og hermed var en ny æra sat igang.

 "KVIK" var ikke alene en gymnastikforening med mange andre idrætsgrene - det var en forening hvor man også samledes til oplæsnings- og sangaftner - alt hjemme i huset i Lille Kirkestræde. Man holdt til i det gamle telefonværksted.

De tre søstre havde alle været elever på den nye Gymnastikhøjskole i Ollerup - Else endvidere på et gymnastikinstitut. Bodil og Grethe turnerede med Niels Buck i alverdens lande og ind imellem underviste de på Bouve-skolen i Boston eller hjemme i Stege.     

Søstrenes uddannelsesniveau, ud i det gymnastiske, var efter datidens normer enestående.
 
Mange andre har gjort et stort stykke arbejde i "KVIK". Ud over det idrætslige var "KVIK"-festerne i Skydevængets lille sal vidt berømte, og mændene fra SIF lod sig gerne invitere.

Søstrenes uddannelsesniveau, ud i det gymnastiske,var efter datidens normer enestående.

Helt frem til 1964 havde man gymnastik på programmet i Gymnastikforeningen "KVIK"

 I 1964 enedes man om at fusionere fodboldkubberne i Stege (SIF) og Lendemarke (LB), herudover gik "KVIK" med.
Den 5. marts 1964 stiftedes StegeLendemarke Idrætsforening (SLI).
 
Gymnastikafdelingens første formand blev fru læderhandler Else Olsen, godt sekunderet af gode stærke kræfter fra "KVIK".
 
I begyndelsen af SLI-tiden var der nærmest udelukkende hold for piger og kvinder - man forsøgte at få gang i drengegymnastikken, men det gik lidt trægt. Fra 1966 kom drengene på programmet og inden længe havde foreningen tre drengehold i Stege og et i Lendemarke.
 
I 1967 blev Freddy Johnsen formand. Han afløstes af Vera Boe Pedersen i 1972-73 - for derefer igen at tage over.
 
Motionsgymnastik for damer voksede og med et hold på 100 deltagere var de foreningens absolutte stolthed. I 1968 arrangerede Foreningen Norden en tur til Nurmes i Finland og SLI´s drenge og Fanefjordskolens pigehold deltog. Denne tur blev indledingen til de mere end 40 ture gymnaster fra Stege har foretaget i mere end 10 forskellige lande.
 
I 1971 arrangerede SLI de første danske mesterskaber i Spring-Rytme for drenge. Drengene fra SLI vand mesterskabet i den helt nybyggede Møns Hal.
 
Gymnastikafdelingen voksede til ca. 400 gymnaster og med en trampolinafdeling med yderligere 100 medlemmer var afdelingen langt den største i SLI.
Man kan sige, at gymnastikkens succes skabte behov for en selvstændig forening - hvorfor man her oplevede en smertefri overgang fra en gymnastikafdeling til den 1. januar 1974 at blive til Gymnastik- og Trampolinforeningen Bøgestrømmen (GTB).
 
I 2008 valgtes Knud Erik Skov til formand. Han blev afløst i 2012 af den nuværende formand Tina Holst Pedersen.